Hvad er det med dit navn ?

Det er et spørgsmål som jeg ofte får, mange undrer sig, og derfor har jeg lavet denne lille beskrivelse. Jeg er døbt “Roar Johansen”, og har siden tilføjet navnet Mohammed, her kan du læse lidt om baggrunden for det.

Fornavnet
Mange tror at “Roar” er et norsk navn, men det er kun delvist sandt. Det er rigtig at navnet er meget mere brugt i Norge end i Danmark, men faktisk stammer det fra et dansk sagn. Roar var sammen med Helge konger i Danmark.

Byen Roskilde er opkaldt efter sagnkongen Roar og betyder ganske enkelt, Roars kilde. Tidligere blev navnet stavet med H – altså Hroar. Det findes også i en anden variant, nemlig Roa – altså uden r til sidst. Roar betyder i øvrigt, berømmelse og spyd.

Efternavnet
Johansen er en sammentrækning af Johannes søn. Tidligere var det sådan, som det stadig er den dag i dag i Island, at efternavnet blev skabt på baggrund af faderens fornavn. I 1526 påbød kong Frederik den 1. at adelen skulle have faste efternavne og navnelovene af 1828 og 1856 blev faste efternavne påbudt for alle.

Mellemnavnet
Mit mellemnavn er egentlig ikke mit mellemnavn, officielt så er det mit 2. fornavn.

Omkring 2009 begyndte jeg at undersøge muligheden for at få et mellemnavn, og kiggede derfor lidt i “familiearkivet”. Min far havde Iver som mellemnavn, men det tiltalte mig ikke rigtig. Dele af min mors familie har sin oprindelse i Berlin, men navne som Böhlers og Wöhlers, var ikke lige noget for mig synes jeg. Jeg opgav lidt tanken, men ind i mellem poppede idéen op.

I 2010 var der i en større dansk avis en artikelserie. En gruppe danskere med ikke danske navne havde taget høje uddannelser på danske universiteter med fremragende resultater til følge. Man lavede nu en sammenligning imellem disse danskere og danskere med danske navne. På trods af at danskerne med udenlandsk baggrund havde bedre eksamenspapirer, så kom langt flere danskere med danske navne til jobsamtaler. Eksperimentet er sidenhen blevet gentaget jævnligt i forskellige medier med samme resultat.

I omtrendt samme tidsrum var daværende folketingsmedlem, sognepræst Søren Krarup, ude med store bogstaver og skælde ud over at der nu var alt for mange i Skåne i Sverige der blev navngivet Mohammed. Det synes han var et problem, for det var forkert i hans øjne.

Det synes jeg var en tåbelig holdning. Hvert enkelt menneske skal dømmes på baggrund af sine handlinger og intet andet. Derimod skal ingen dømme på deres kulturelle baggrund, deres religion eller deres navn. Man kan sagtens have udenlandsk baggrund, være muslim, hedde Mohammed og være dansker på lige fod med alle andre.

Efter lange overvejelser traf jeg derfor den beslutning at jeg ville have Mohammed som mellemnavn. Det er både et statement i forhold til mine holdninger og værdier, men også et sympatierklæring med alle de mennesker der i tidens løb er kommet til Danmark og som må leve med risikoen for at blive udsat for diskrimination, alene som følge af deres baggrund, religion og navn.

Nogle tror fejlagtig at jeg også har valgt at konverterer til Islam. Det har jeg ikke. Jeg forlod folkekirken i 19 års alderen og betragter mig selv som agnostiker med en kristen kulturbaggrund.

 

2 thoughts on “Hvad er det med dit navn ?”

  1. Hej Roar Mohammed.

    Respekt for dit navne ændring. Jeg hedder Ayan Musse, men fik mig Mona som et mellemnavn i 1998 da jeg prøvede at sende så mange ansøgninger uden at jeg kom til en eneste samtale. Men efter jeg fik Mona på var jeg pludselig accepteret. Det burde ikke være sådan. Jeg tager hatten af for dig Roar Mohammed.

    1. Hej Ayan 🙂
      Tak for din kommentar, og dine rosende ord.
      Det er tragisk at det skal være sådan og der er ikke andet at gøre end at blive ved med at arbejde på at det ikke skal være sådan.

Comments are closed.