DSB håner, måske ufrivilligt, svært socialt udsatte

DSB håner svært socialt udsatte, når de systematisk uddeler bøder til mennesker, der pga. deres mentale og sociale handicap ikke forstår reglerne omkring det at benytte offentlig transport.

I disse dage er er en sag fremme om en af vore medborgere, der har fået 188 bøder af DSB.

Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg kender som socialrådgiver for borgere mellem 18-30 år med svære sociale problemer til andre lignende sager. I disse sager har DSB givet et utal af bøder, hvilket har medført enorm gæld til de berørte. En gæld de måske aldrig får chancen for at kunne betale.

Jeg har set eksempler på socialt udsatte, der rent praktisk ikke har evner til at bruge rejsekort eller købe en billet. Ganske enkelt fordi de rent intellektuelt ikke forstår hvordan det hænger sammen, og hvorfor det er nødvendigt. Hvad værre er, de har ikke udviklingspotentialet til at lære det, og de er ikke i stand til at konsekvensberegne på mange almindelig dagligdags handlinger.

De lever deres hverdag med støtte, men har selvfølgelig den samme frihed i tilværelsen som os andre, til bevæge sig rundt i samfundet.

De kommer i klemme i alle de systemer og kasser vores samfund er bygget op omkring.

Som modsvar bør der selvfølgelig være medmenneskelighed og fleksibilitet, så de af os der er så udsatte, også har en chance for at leve en i hvert fald nogenlunde god tilværelse.

Jeg ved ikke om DSB mangler redskaberne, i så fald må politikerne gribe ind, men enhver kan jo regne ud, at intet normalt fungerende mennesker, kører 188 gange uden billet. Det bør naturligvis få alarmklokkerne til at ringe – og få DSB til at spørge sig selv, om de bøder der gives overhovedet er rimelige.

Jeg synes, at DSB skal tage fat i politikerne, og bede dem om at skabe den nødvendige fleksibilitet og medmenneskelig overfor disse, vores medborgere.

Det manglede bare!

Posted by Roar M. Johansen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.