Om at styre sine indre racistiske svinehund….

Sidder stille en søndag aften på Odense banegård overmod det der tidligere var taxaholdepladsen. Sidder i et busskur og slapper af og venter en halvtimes penge på at min bus kommer. Ud af det blå kommer en gruppe drenge på 14-15 år gående og den første der nærmer sig busskuret sparker til det, så vibrationerne giver mindelser om et større jordskælv. Jeg får et chok af den anden verden. Kort efter sparker en mere af drengene der tydeligvis har fået mod på det også til busskuret.

Jeg vender hovedet mod dem og ryster på hovedet. Inden i er min første ængstelse ved at vende sig til vrede, og langsomt begynder trykkogeren at bygge tryk op. Jeg er på næbet til at fare op og give dem en overhaling som de ikke vil glemme resten af deres liv, men jeg vurderer hurtig at de er for mange til at det er en god ide.

Imens stiger min vrede og den ene ekstremt racistiske tanke efter den anden flyver igennem mit hovede. Der går vel en 5 minutter hvor jeg i min indre verden både har gennemtæsket, slået, sparket og nærmest slagtet dem.

Så kommer jeg til at tænke mig om og indser hvad det er jeg har gang i. Langsomt falder jeg til ro og glæder mig over at uanset at mennesker med udenlandsk baggrund generer mig, så får Dansk Folkepartis racisme og hadske holdninger til fremmede aldrig taget i mig i sidste ende.

De unge mennesker kunne lige så godt have været hvide og haft dansk baggrund, måske var de hverken ballade magere eller utilpassede men bare en gruppe drenge der var på tur og som havde pisket en stemning i gruppen op om at lave en smule drengestreger.

Som de fleste ved så er 98% af alle med udenlandsk baggrund fredelige mennesker, og man skal passe meget på af Dansk Folkepartis og den racistiske del af pressen måde at tale på ikke får taget i en.

Desværre må jeg erkende at jeg også er påvirket af den.