Min debut som foredragsholder…

Jeg har aldrig være så nervøs for noget som jeg har glædet mig så meget til at skulle gøre! Den 3. november 2011 gav jeg debut som foredragsholder foran 60 forventningsfulde menesker på kulturmaskinen i Odense.

Foredraget omhandler mine personlige oplevelser med socialforbi og personlighedsforstyrrelser, hvordan det har påvirket min tilværelse og hvad der har gjort at jeg idag har en god tilværelse.

Jeg var egentlig ikke væsentlig nervøs i dagene før foredraget, men anspændt med stor glæde. Få timer før foredraget skulle holdes begyndte nerverne dog for alvor at melde sig og jeg satte mig ned med lukkede øjne i en 15-20 minutter og forsøgte at mærke mig selv. Denne form for mini meditation viste sig at være en stor hjælp og jeg kunne i langt højere grad slappe af indvendig.

Selve debuten gik godt, jeg startede med at kludre lidt i de papirer jeg havde tænkt mig at benytte som støtte marteriale og valgt hurtigt at droppe dem og i stedet for “snakke frit fra leveren”. Det fungerede noget bedre.

Det lykkedes mig også at bruge min humoristiske sans undervejs i foredraget, både de planlagte indslag jeg havde forberedt og også enkelte improviserede ting.

Efter den lidt famlende start gik det noget bedre og jeg var alt i alt rigtig godt tilfreds med min debut. Jeg fik megen positiv feedback, og jeg blev sku lidt stolt da en kom hen og klappede mig på skulderen og sagde: “Jeg har været til mange forskellige foredrag det sidste års tid, men dit er helt klart det bedste!”.

En gruppe af mine søde studiekammerater havde købt en bog med titlen “Taler der forandrer verden” samt en flaske Bailey! Det var mega sødt af dem og det gjorde mig virkelig glad. Fedt at havde søde studievenner der på den måde bakker en op! Der er jeg virkelig priviligeret!

Kort efter d. 23. november 2011 holdt jeg igen foredraget, denne gang på Den Sociale Højskole i Odense, hvor jeg læser til socialrådgiver.

Foredraget blev filmet så jeg har mulighed for at analyserer og opleve min egen optræden og hvad jeg kan gøre bedre for at kunne trænge endnu mere igennem med mine budskaber.

Jeg kunne tydeligt mærke at jeg havde prøvet det før, det var mere flydende og jeg kunne slappe mere af under foredraget – øvelse gør mester, ingen tvivl om det. Der er nu lang vej igen før jeg kan kalde mig mester, men et skridt af gangen er jo også det vigtigste.

Alt i alt er jeg mægtig stolt af at kunne skrive foredragsholder på mit CV, og jeg er glad for at kunne være med til at sprede et budskab jeg opfatter som værende meget vigtig ud til omverdenen.

I øjeblikket er jeg igang med at planlægge yderligere foredrag, jeg er blevet opfordret til at holde det i sønderjylland hvor jeg kommer fra, ligesom jeg har planer om at holde det i Odense igen engang i foråret.

Om at styre sine indre racistiske svinehund….

Sidder stille en søndag aften på Odense banegård overmod det der tidligere var taxaholdepladsen. Sidder i et busskur og slapper af og venter en halvtimes penge på at min bus kommer. Ud af det blå kommer en gruppe drenge på 14-15 år gående og den første der nærmer sig busskuret sparker til det, så vibrationerne giver mindelser om et større jordskælv. Jeg får et chok af den anden verden. Kort efter sparker en mere af drengene der tydeligvis har fået mod på det også til busskuret.

Jeg vender hovedet mod dem og ryster på hovedet. Inden i er min første ængstelse ved at vende sig til vrede, og langsomt begynder trykkogeren at bygge tryk op. Jeg er på næbet til at fare op og give dem en overhaling som de ikke vil glemme resten af deres liv, men jeg vurderer hurtig at de er for mange til at det er en god ide.

Imens stiger min vrede og den ene ekstremt racistiske tanke efter den anden flyver igennem mit hovede. Der går vel en 5 minutter hvor jeg i min indre verden både har gennemtæsket, slået, sparket og nærmest slagtet dem.

Så kommer jeg til at tænke mig om og indser hvad det er jeg har gang i. Langsomt falder jeg til ro og glæder mig over at uanset at mennesker med udenlandsk baggrund generer mig, så får Dansk Folkepartis racisme og hadske holdninger til fremmede aldrig taget i mig i sidste ende.

De unge mennesker kunne lige så godt have været hvide og haft dansk baggrund, måske var de hverken ballade magere eller utilpassede men bare en gruppe drenge der var på tur og som havde pisket en stemning i gruppen op om at lave en smule drengestreger.

Som de fleste ved så er 98% af alle med udenlandsk baggrund fredelige mennesker, og man skal passe meget på af Dansk Folkepartis og den racistiske del af pressen måde at tale på ikke får taget i en.

Desværre må jeg erkende at jeg også er påvirket af den.

Jeg er begyndt at ryge igen…

Jeg er begyndt at ryge igen. Den generelle forklaring er at jeg er røget i den fælde som alle tidligere rygere der har haft stoppet og er begyndt igen havner i.

Den egentlige forklaring er at jeg har kastet mig ud i mere end jeg kan gabe over. Det har været en bevidst process hvor jeg har forsøgt at finde ud af, hvor meget kan jeg egentlig holde til, hvad kan jeg overskue.

Det er en speciel oplevelse, for jeg kan sætte mig sammen med et menneske der har de vildeste problemer i sit liv, snakke med vedkommende, være empatisk og indfølende og efterfølgende gå fra samtalen uden at jeg personligt er påvirket negativt af det.

Men det at jeg har valgt at kaste mig ud i så mange ting i forhold til mit studie, der har jeg nået min grænse og også overskredet den.

Nogle vil sige at det er lidt naivt at kaste sig ud i 8 skoleudvalg og at det på forhånd var dømt til at mislykkedes. Det interessante er at det ikke er opgaverne i sig selv der er belastende, men derimod det mentalt at skulle have fokus på så mange ting.

Processen fremover bliver at lave en benhård prioriteringsliste og meget selektivt udvælge hvad det er jeg har overskud til at engagerer mig i og hvad jeg ikke har overskud til.

En af de ting der står højest på min liste er klart mine foredrags aktiviteter og et par enkelte udvalg på skolen. Så fra næste semester har jeg besluttet mig for “kun” at være med i studierådet/fagforeningsrådet, fredagsbaren og sikkerhedsudvalget som jeg er valgt til for et år af gangen. Dertil kommer selvfølgelig studiet som har prioirtet 1 og et fritidsarbejde.

Men så må jeg også erkende at jeg pt. ikke har overskud til at koncentrer mig om mere.

Så i sidste ende har jeg fået det ud af det som jeg ønskede, jeg har lært en mental grænse at kende, det tror jeg kommer mig til gode i det lange løb.

Nu skal jeg så “bare” stoppe med at ryge igen…. damit!

Foredrags debut 03. November 2011

Så sker det. I morgen torsdag den 3. november kl 19.00 i kulturmaskinen i Odense giver jeg min officielle debut som foredragsholder. Foredraget som er kommet i stand i samarbejde med Psyk-Info Odense hvor jeg er blevet en del af foredragsgruppen, kommer til at omhandle mit liv med socialfobi, alvorlige misbrugsproblemer, følelsesmæssig isolation, voldsforsøg m.m.

Jeg kommer også ind på de konsekvenser der har haft for mig at vokse op i en familie med psykisk sygdom, mine personlighedsforstyrrelses diagnoser, hvad personlighedsforstyrrelse er og meget andet.

Jeg forsøger at drage paralleler imellem mine oplevelser og de oplevelser som folk har i livet i almindelighed.

Jeg glæder mig til at se jer!

Tanker om følelser

En samtale med min bedste veninde har gjort at jeg er nået frem til nogle for mig ret tankevækkende erkendelser, noget som jeg egentlig godt vidste i forvejen, men som jeg nu i langt højere grad har forstået betydningen af.

En af mine store problemstillinger i forbindelse med mine psykiatriske diagnoser har været at jeg oprindeligt var det som man psykologisk kalder underudviklet i på det emotionelle område. Jeg var dårlig til at opfatte og mærke egne følelser, føleleserne var ikke tilstede i stor grad (manglende emontionelt temperament) og jeg var meget dårlig til at handle på dem.

Netop det med at man skal drage konsekvens af sine følelser er noget af det jeg er blevet bevidst omkring.

Jeg oplever at hvis noget påvirker mig, så er det meget vigtigt at jeg overfor dem eller de der udløser følelsen, udtrykker at det har den virkning. Naturligvis indenfor det fornuftsmæssige og rimelige forstås.

Hvis noget en person siger til mig eller gør påvirker mig emotionelt, skal jeg udtrykke det. Konsekvensen er at følelsen mister sin betydning. Man kan også sige at den bliver udløst. Det gør at den ikke fylder og ikke længere er et problem. Alternativet kan være at den forfølger en i timer, dage, uger ja måske endnu længere.

Hvis du har læst mine tidligere blogindlæg, så vil du vide at jeg i foråret havde den smertefulde oplevelse af blive ulykkeligt forelsket. Jeg havde efterfølgende svært ved at slippe disse føleleser påtrods af at mine følelser ikke var gengældt. Det undrede min veninde sig over, og flere andre udtrykte at de havde svært ved at sætte sig ind i at man kunne have så stærke følelser når det ikke var gengældt.

Sagen er at jeg i forbindelse med en bytur stødte på pigen. Vi var begge to mildest talt i en meget beruset tilstand og hun var meget nærgående og overkyssede mig i hele fjæset.  Det udløste en meget stor følelsesmæssig forvirring hos mig. Pigen som jeg indtil da havde opfattet som almindelig interessant – havde gjort meget fuldstændig forvirret.  Her begik jeg – set i bakspejlet – fejl nr 1. Lærdommen er at jeg ret hurtigt efterfølgende burde havde undersøgt hvad jeg skulle ligge i dette. Selvfølgelig ved at spørge hende.

Det gjorde jeg ikke, så det fik i nogle uger lov til at vokse sig større og urealistisk betydningsfuldt.

Næste skridt var så at sætte tingene på spisen, egentlig en god idé alt eller intet for at blive afklaret og komme videre. Jeg inviterede hende ud og fik afslag. Men har begik jeg fejl nr 2.  Jeg lod som ingenting, som om at det var ærligeligt men så betød det heller ikke mere.

I stedet burde jeg klart have udtrykt at det gjorde mig ked af det. Hun kunne jo sådan set være ligeglad, men for mig ville det uden tvivl være rigtig godt at udtrykke hvordan jeg havde det med det i den pågældende situation.

Det var altså anden gang hvor jeg ikke fik udtrykt mine føleleser og konsekvensen var at i stedet for at de falmede stille og roligt, så voksede de sig endnu større, og først nogle måneder er de forsvundet helt.

Pointen er at det meget godt illusterer at hvis ikke man får udtrykt følelserne overfor sine omgivelser, hvad enten det er forelskelse, vrede, frustation eller hvad det måtte være, så kan de vokse sig store, urealistiske og man risikere at komme til at tillægge andre mennesker en positiv eller negativ betydning som er helt ude af proportioner.

Selvom det hele jo egentlig er indlysende og logisk, så er det også meget lærrigt og tankevækkende.

Tomrum og tanker…

Efter nogle måneder hvor jeg mentalt kun har kørt på 85%-95% er jeg langsomt ved at komme op til overfladen igen. Fornøjelsen af at være ulykkeligt forelsket tog hårdt på kræfterne og især irriterer det mig at det ramte lige som vi skulle til at skrive projekt.  Jovist det er ikke verdens største opgave og der var ingen risiko for at dumpe, men det dræbte noget af den energi jeg ellers havde i starten af semestret og gjorde at jeg slet ikke gik til opgaven med det engagement som jeg egentlig havde sat mig for.

Det har været en interessant oplevelse at blotte mine følelser omkring min forelskelse på nettet. At skrive det var egentlig et behov jeg havde, et behov for at udtrykke det.  På opfordring fra min veninde (Kimie) besluttede jeg at blogge det ud. Det har givet en del snakken i krogene, forventeligt, noget som jeg lige har skullet lære at tackle. Men folk snakker jo ikke af en ond mening, det er bare sådan vi mennesker er og det er der ikke noget galt i. hehe, jeg elsker jo selv en god gang sladder

Responsen har egentlig været meget forskellig. Mange har kommenteret at det var enormt modigt, nogle har haft svært ved at forstå hvorfor jeg har gjort det, selvom de har respekteret det, og andre har jeg på fornemmelsen har synes at det var meget underligt, uden at de dog direkte har udtrykt det.

Nu er jeg kommet op til overfalden igen, har sluppet de ulykkelige følelser og der er ferie. Og sikke dog et tomrum! Fra at være i skole meget af tiden, være til hver eneste fredagsbar på hele semestret, deltage i studieråd og være med til at arrangerer samtlige ting på skolen så skete der lige pludselig ikke en skid. Noget af en kontrast eller et antiklimaks om man vil.

Men bedst som der ikke sker en skid, så tikker der lige pludselig en sms ind af døren. Det er Anja Vinsten (fra fredagsbaren og næsten 4. semester) der skriver om jeg ikke et interesseret i et rengøringsjob på OUH (Odense Universitets Hospital). Og jo det var jeg og 3 dage senere har jeg fået et sommerferiejob. Stor tak til Anja for at anbefale mig!

Så er økonomien også reddet på 2. semester!

Derudover så arbejder jeg på en række foredrag. Det første af slagsen sker i samarbejde med Psyk. Info Odense og Heidi Hansen (netop blevet færdig som socialrådgiver).  Foredraget bliver under temaet “Livet med personlighedsforstyrrelser”. Heidi fortæller ud fra sin vinkel som pårørende.  Jeg fortæller min historie.  Det er lidt af en angstprovokerende udfordring som jeg glæder mig rigtig meg

Og en, to tre, så er der allerede en masse ting igang igen og tomrummet er gone with the wind.

Men hensyn til kærlighedslivet så har jeg besluttet at tage den med ro og nyde livet. Jeg har det jo godt som ungkarl!

Og til alle jer der bliver ved med at sige at jeg skal have et tv – Never gonna happend! Christ!

Status efter det 1. semester på DSH-O

Man kan sige meget om mit første semester på Den Sociale Højskole i Odense, men det har ihvertfald været alt andet end kedeligt!  Jeg var fra starten af meget spændt på hvordan det skulle gå. Jeg havde dybest set ikke siddet på en skolebænk siden jeg slutte min hhx i 2000. Der havde selvfølgelig været en del teknisk teori i forbindelse med min uddannelse til automatikteniker, men teorien var meget praktisk orienteret og matematisk (undrer mig stadig over at jeg nogensinde har fået en handelseksamen og en tekniker uddannelse, større fejlvalg kunne jeg næppe have begået).

Det faglige niveau har ikke været så højt som jeg egentlig havde forventet, og især skuffer mængden af skrifteligt arbejde. De ældre studerende har generelt beklaget sig over at der er for lidt skriftelighed på studiet, en kritik jeg kan tilslutte mig hvis mængden af skriftelighed på 1. semester kan overføres til de andre semestre.  Naturligvis bliver de store skriftelige opgaver mere omfattende og kravene større, men i dagligdagen er det åbenbart ikke almindeligt med skriftelige opgaver.

Derudover har jeg en meget positiv oplevelse af skolen. Der er mange rigtig søde mennesker, man bliver behandlet med respekt og ligeværdighed og der er megen hjælpsomhed hvis man har spørgsmål eller er i tvivl om noget.

Jeg valgte fra starten at ville engagerer mig i det studiepolitiske arbejde, sådan tror jeg det hedder med et fint ord. Jeg blev valgt ind i studierådet og barudvalget.  Desværre er tilslutningen til især fredagsbaren ikke just overvældende. Det kniber helt generelt med det sociale engagement fra de studerendes side. Nogle kalder lidt spøgefuldt skolen for “Den Asociale Højskole” og der er noget om snakken. Man skulle ikke tro at der var på den skole at de studerende skulle være socialrådgivere!

Jeg har ihvertfald været utrolig glad for at være med i både studierådet og barudvalget. Man lære mange søde, forskelligartede mennesker at kende. Der har en masse studieerfaring og kender den daglige trommerum. Er man i tvivl om noget kan man altid få et råd med på vejen, og man bliver lyttet til med respekt, de andre studerende har jo alle været i samme situation som en selv.

Mht. baren så har jeg fået haft et par ret alvorlige branderter hvor jeg har mistet, dels en computer og dels en mobiltelefon. Det har naturligvis givet anledning til lidt morskab og drilleri. Jeg har dog fået både computer og telefon tilbage, så heldig har jeg også været. Mit image har dog lidt fået prædikatet at jeg altid ender med at drikke mig i hegnet. Det er nu ikke helt rigtigt, hvis man ser på at jeg har deltaget i samtlige fredagsbarer, så er det trods alt begrænset hvor mange branderter det er blevet til!

En anden finurlig deltalje som jeg synes er fortræffelig er mandeklubben. Det er en gruppe mandelige studerende der for nogle semestre siden blev enige om at lave en klub for de mandelige studerende hvor der kunne mandehørmes uden tamponmonstrenes evige indblanding.  Jeg har været med et par gange, dels til bøf og pool og dels til dato druk på viggos (læs mere: http://www.cafeviggos.dk). Det har været rigtig sjovt!

Tilbage står et semester med en masse gode oplevelser og jeg ser med glæde frem til ferie og det nye semester der venter til efteråret!

Jeg vil skrive en bog

Jeg fik for nogle år siden idéen at jeg kunne skrive en bog om mine oplevelser med at have socialfobi, leve i en depressiv tilstand, være tæt på at øddelægge andre menneskers liv og på at begå selvmord. Tanken er – i al ubeskedenhed – at min historie om at have det ekstremt dårligt, også at arbejde sig op i tilværelsen måske kunne være interessant for andre og inspirerende for mennesker der selv har det dårligt.

Nu er det jo så i princippet bare at skrive løs, men medmindre man er en fremragende skribent og kan overbevise en af de store forlag, ja så er man næsten altid selv nødt til at skyde penge i projektet.  Derfor er en af mine store mål i fremtiden at få sparet op så det kan realiseres.

Prisen kan varriere fra forlag til forlag, men flere mindre forlag har idag specialiseret sig i at rådgive og hjælp på vej når nye “ukendte” mennesker ønsker at debutere som forfattere.