Hvad er psykoterapi ?
Se det spørgsmål kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på. Tilgengæld vil jeg fortælle lidt om mine egne oplevelser med det at være i psykoterapi.
I marts 2007 startede jeg et forløb hos en psykolog. Jeg vidste ikke så meget om hans faglige kunnen andet end at jeg havde søgt efter en psykolog på nettet der beskæftigede sig med mennesker med personlighedsforstyrrelser. Det viste sig dog hurtigt at jeg havde valgt helt rigtigt og et terapiforløb der varede knap 3 år kunne begynde.
Jeg ved ikke for alvor hvad mine forventninger var, andet end at jeg selvfølgelig håbede at få det bedre. Jeg havde også lidt de der brikse i hovedet, dem som man sommetider ser på amerikanske film. Det var der nu ikke noget af, jeg sad altid behageligt i en stol og min psykolog sad i passende afstand overfor.
Min psykolog benyttede sig primært at den moderne terapiform – kognitiv adfærdsterapi, almindeligvis ofte bare omtalt som kognitiv terapi. En terapiform hvis virkning man som den eneste indtilvidere har været i stand til videnskabeligt at dokumenterer. Dermed ikke sagt at andre terapiformer ikke virker, for de benyttes af mange med stor succes, men her er virkningen blot sværere at eftervise.
Kognitiv terapi handler om at man går ind og analyserer hvilke tanker der ligger bag føleleserne omkring noget konkret f.eks. noget man har oplevet eller forventer at opleve. Derefter kigger man på om de tanker man gør sig rent faktisk er realistiske. Er de ikke realistiske analyserer man sig frem til mere realistiske tanker, hvilket straks påvirker ens føleleser. (Sådan oplever jeg det ihvertfald).
Et eksempel kunne være at man er bange for at gå til eksamen. Så kunne man kigge på hvad der ligger bagved denne angst. Det kunne jo være at man er bange for at dumpe fordi man føler at man er utrolig dårlig til det pågældende fag. I fælleskab analyserer man sig så frem til om den angst er realistisk, for objektivt set kunne det jo rent faktisk godt forholde sig sådan at en person er dårlig til et fag. Er det tilfældet må man analyserer videre og kigge på hvad de realistiske konsekvenser vil være. Er det derimod ikke tilfældet går man ind og finder mere realistiske tanker og angsten for eksamenen i faget vil således mindskes.
Det kan lyde utrolig simpelt, men det svære bestod for mig i at overføre de tekniker som jeg arbejdede med sammen med min psykolog til hverdagen. Det var en process der tog meget lang tid og som ind i mellem blev bremset af at jeg ikke havde overskud til at bruge dem i hverdagen. Efterhånden som jeg dog fik dem brugt, fik jeg det bedre og overskudet rent mentalt blev større og det blev ligesom en “god cirkel” hvis man kan sige det sådan.
En anden og i mange sammenhænge meget brugt metode er psykoedukation. Det er ikke svært at regne ud at det kommer af psycoeducation, altså det man kunne kalde for psykisk undervisning. Det er meget benyttet til både mennesker med psykiske lidelser, men også til deres pårørende.
Hos min psykolog beståd undervisningen i hvilke psykologiske mønstre der påvirkede mig og hvordan jeg kunne arbejde og modvirke de negative konsekvenser de pågældende mønstre havde. Ofte blev der tegnet og fortalt på et whiteboard, noget jeg havde stor glæde af. Jeg nok ret visuel når det kommer til stykket, kan godt lide at få sat billeder på tingene.
Det var en – meget kort – gennemgang af hvordan det for mig var at gå i terapi. Fremover vil jeg på min blog fortælle lidt mere om det.