Igår forlod jeg endegyldigt livet som maskintekniker og reperatør i industrien, og et nyt liv som socialrådgiver studerende venter forude i horisonten!
Det var egentlig ikke fordi det var en vemodig dag, men øjeblikket hvor man forlader sin arbejdsplads for sidste gang er vemodigt, men forlader sine kollegaer, alle de kendte rutiner og et sted et område hvor man har befundet sig i rigtig mange stunder.
Når jeg tænker på at jeg har været der i 2 år og 11 måneder og hvordan jeg så havde det, så kan jeg godt forstå at de mennesker der har været der i båede 10, 20 og 30 ja nogle sågår helt op til 50 år, ja at de kan have det helt umådeligt svært ved ufrivilligt at skulle forlade deres arbejdsplads. For mange mennesker er et arbejde ikke bare et arbejde, det er en fuldt ud integreret del af det liv de lever. Ikke kun fagligt men i lige så høj grad socialt som menneskeligt.
Efter at jeg havde forladt fabrikken vendte glæden dog hurtigt tilbage igen. Jeg kan mærke at jeg er spændt på en god måde, og virkelig ser frem til nye udfordringer der kan udvikle mig på en sund og positiv måde. Noget jeg glæder mig helt vildt til!